Gennem den daglige sagsbehandling og herigennem politisk behandling af konkret sager, er der gennem flere år udarbejdet en række retningslinjer, som er bindende anvisninger på, hvordan kommunen skal administrere inden for de områder, som indsatsplanen omfatter. Retningslinjerne er således med til at sikre den generelle grundvandsbeskyttelsen i et givent område efter en konkret vurdering. Retningslinjerne er listet herunder og danner grundlag for en række konkrete indsatser, som skal følges i kommunes planlægningsarbejde samt i den konkrete sagsbehandling. I parentes er det område angivet, som retningslinjen gælder indenfor.
1. Ændring af arealanvendelse (OSD og indvindingsoplande uden for OSD)
Der må ikke ske en ændring af arealanvendelsen til en mere grundvandvandstruende art indenfor OSD og indvindingsoplande, f.eks. i forbindelse med planlægning af byudvikling, udlægning af arealer til nye erhvervsområder mv.
2. Sprøjtemidler på kommunal jord (OSD og indvindingsoplande uden for OSD)
Der må kun undtagelsesvis benyttes sprøjtemidler på arealer tilhørende Holstebro Kommune. Der må således i forbindelse med vedligeholdelse af de offentlige grønne arealer ikke anvendes sprøjtemidler, og der vil i stedet blive anvendt andre metoder til fjernelse af ukrudt. Der kan dog gøres undtagelse ved bekæmpelse af bjørneklo og i særlige tilfælde ved nyanlæg eller lignende.
I fortsatte og fremadrettede forpagtningsaftaler på kommunalt ejede arealer indenfor OSD og indvindingsoplande til almene vandforsyninger indarbejdes vilkår om, at der ikke må anvendes sprøjtemidler.
3. Sprøjtemidler (sprøjtemiddelfølsomme indsatsområder)
Områder indenfor sprøjtemiddelfølsomme indsatsområder som Holstebro Kommune ejer, vedligeholder og/eller plejer bliver ikke behandlet med sprøjtemidler.
4. Nitratudvaskning på kommunal jord (nitratfølsomt indvindingsområde)
I fortsatte og fremadrettede forpagtningsaftaler på kommunalt ejede arealer indarbejdes vilkår om, at der indenfor nitratfølsomt indvindingsområde maksimalt må være en nitratudvaskning, der svarer til planteavlsniveau.
5. Affaldsprodukter og spildevandsslam (300 meter zone og nitratfølsomt indvindingsområde)
Udbringning af affaldsprodukter kan efter en konkret vurdering, forbydes indenfor 300 meter zone omkring vandværksboringer og indenfor nitratfølsomt indvindingsområde, jf. § 24 i miljøbeskyttelsesloven og § 30 i slambekendtgørelsen.
6. Skovrejsningsområder (indsatsområder og BNBO)
I forbindelse med kommuneplanlægningen vil Holstebro Kommune udlægge nye skovrejsningsområder eller revidere eksisterende skovrejsningsområder i indsatsområde og BNBO. Det vil dog ske under hensyntagen til andre arealudlæg som f.eks. ”uønsket skovrejsning” og ”byzone”.
7. Etablering af nedgravede olietanke (BNBO)
Holstebro Kommune giver som udgangspunkt ikke tilladelse til at nedgrave nye olietanke, og som udgangspunkt ej heller til at erstatte eksisterende nedgravede olietanke indenfor BNBO.
8. Etablering af tankstationer (BNBO)
Der gives som udgangspunkt ikke tilladelse til nye tankstationer indenfor BNBO.
9. Spildevandsledninger mv. (BNBO)
Hvis etablering af nye spildevandsledninger eller andre ledningstraceer er påkrævet i BNBO, vil Holstebro Kommune vurdere, om der er behov for skærpede krav ved etablering af ledningstraceer til spildevand, gylle mv. her.
10. Eksisterende nedsivning af spildevand (BNBO og indsatsområde)
Ejendomme, der ligger indenfor indsatsområde og BNBO, og som har en miljømæssig uforsvarlig og utilstrækkelig rensning via nedsivning, skal have forbedret spildevandsrensning.
11. Nedsivning af overfladevand (BNBO)
Der gives som udgangspunkt ikke tilladelse til nedsivning fra parkeringspladser og vejanlæg indenfor BNBO.
12. Jordvarmeanlæg og grundvandskøleanlæg (OSD og indvindingsoplande)
Der gives som udgangspunkt ikke tilladelse til nye vertikale varmeboringer eller til nye grundvandskøleanlæg indenfor OSD og indvindingsoplande.
13. Havevanding (OSD og indvindingsoplande)
Der vil kun i særlige tilfælde kunne gives tilladelse til indvinding af vand til havevandingsformål, jf. Holstebro Kommunes Vandforsyningsplan.
14. Tilsyn (OSD og indvindingsoplande)
Ved tilsyn med virksomheder og landbrugsejendomme har kommunen fokus på forhold, som har betydning for grundvandsbeskyttelsen.
15. Anlæg af nye veje og bygninger (BNBO)
Hvis anlæg af nye veje og bygninger er påkrævet i BNBO stilles særlige vilkår til konstruktion/indretning, og der skal udarbejdes en plan for overvågning af anlægsfasen og driftsfasen, således at risikoen for forurening mindskes. Det skal fremgå af planen, at der til enhver tid anvendes den bedst tænkelige teknologi mht. samlinger, tæthed m.v. Planen skal godkendes af Holstebro Kommune inden anlægsarbejde kan påbegyndes.
16. Råstofindvinding (følsomme indvindingsområder og BNBO)
I udtalelser til Region Midtjylland, som er myndighed på råstofområdet, lægger Holstebro Kommune vægt på, at der i forbindelse med afslutning af råstofindvinding inden for følsomme indvindingsområder og BNBO, stilles vilkår om, at råstofgrave efterbehandles til en arealanvendelse, der så vidt muligt består af natur eller ekstensiv landbrugsdrift uden anvendelse af gødning og sprøjtemidler, og som tager nødvendigt hensyn til sikring af grundvandets kvalitet.
Endvidere lægger Holstebro Kommune vægt på, at aktiviteter med risiko for utilsigtede hændelser, der kan være en trussel for grundvandet i forbindelse med råstofgravning, forebygges gennem vilkår i grave-tilladelser.
I udtalelser til Region Midtjylland lægger Holstebro Kommune vægt på, at der som udgangspunkt ikke gives dispensation til tilførsel af ren jord til råstofgrave. Ved eventuel råstofgravning kan man således ikke forvente at kunne tilføre returjord.
17. Godkendelse af indvindingsanlæg ved fornyelse af indvindingstilladelse
Ved fornyelse af indvindingstilladelser skal ansøger fremsende en boringsgodkendelse fra en sagkyndig med minimum B-bevis (brøndborer). Boringsgodkendelsen dokumenterer, at indvindingsanlægget lever op til den gældende lovgivning om indretning.
18. Tildeling af indvindingstilladelser
Ved tildeling af tilladelser til indvinding af grundvand skal den til enhver tid besluttede administrationspraksis følges.